Tandpleje
Tandsten opstår ved at de bakterier, som naturligt findes i mundhulen, går i forbindelse med spyt og madrester, så der dannes en belægning på tandens overflade. Hvis denne belægning (kaldet plak) ikke fjernes, binder det kalk fra spyttet og danner tandsten, et hårdt, brunt lag på tandens overflade.
Plak kan fjernes ved daglig tandbørstning, men tandsten forsvinder ikke ved tandbørstning eller ved at tygge på kødben, men kræver som regel en tandrensning.
Bakterievæksten resulterer i betændt tandkød, dvs. tandkødet bliver rødt, hævet og kan gøre ondt. Med tiden vil bakterierne angribe tandens støttevæv og knoglen som tanden er fæstnet i. Tænderne kan blive løse og risikoen for tandbylder er stor. Bakterierne kan også medføre sekundære infektioner i andre organer i kroppen, hvis de kommer over i blodbanen.
Man skal være opmærksom på følgende:
Dyret får dårlig ånde, fordi mængden af bakterier øges og disse nedbryder proteinerne i føden, så der frigives flere svovlholdige forbindelser, som lugter og dermed giver dårlig ånde.
Dyret kan få besvær med at spise og kan begynde at savle.
Sådan plejes tænderne:
- Daglig tandbørstning: Det mest effektive! (Kom forbi klinikken og få råd og vejledning).
- Tandstensforebyggende foder: Supplement til tandbørstningen eller et alternativ, da det pga. form og konsistens har en slibende effekt på tænderne under tygning og samtidig hindrer kalk i at danne tandsten.